gratis.dk » Gratis konkurrencer (Blog)

Gratis.dk



Tilmeld et link på Gratis.dk


Nyeste indlæg:



Gratis konkurrencer

  28. november 2007

Gratis konkurrencer på nettet er i eksplosiv vækst. Men helt gratis er det som regel aldrig, og nogle gange er præmierne så store, at det er for godt til at være sandt. Hvordan kan man vide, om præmierne rent faktisk bliver delt ud? Gratis.dk fortæller dig, hvad du skal være opmærksom på

Konkurrencer med præmier er underlagt Markedsføringsloven. Reglerne finder du i paragraf 11 i loven.

Her står der, at firmaet, der udbyder konkurrencen, ikke må kræve, at du skal købe noget, for at kunne deltage. De skal også markedsføre konkurrencen, så det er tydeligt, hvordan man deltager, hvordan fordelingen af præmierne er, og hvad chancerne er for at vinde.

konkurrencerpaanettet

Konkurrencer og sund fornuft – et godt mix

Gratis konkurrencer får det blå stempel

Hvis du vil være sikker på, at en konkurrence overholder reglerne, er det en god ide at se efter, hvordan præmien udtrækkes.

Det er mest troværdigt, hvis en konkurrence udtrækkes af en notar. Det er en blåstempling af konkurrencen at den udtrækkes af notarius publicus, som det hedder. Det betyder, at et dommerkontor eller en autoriseret advokat mod et gebyr har overværet udtrækningen af præmierne. Notarius Publicus udtager desuden stikprøver, for at være sikker på, at de navne, der udtrækkes, er virkelige personer, som har modtaget virkelige præmier.

Gratis konkurrencer og det med småt

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det nok ikke sandt. Du ved det godt, så brug din sunde fornuft, også når det gælder konkurrencer. Under alle omstændigheder kan du gå ud fra, at dem, der udbyder konkurrencen, vil have noget ud af det.

Ofte betaler du ved at lade dig oversvømme med reklamer. Du er, som det hedder i branchen, et par eye balls, du er et par øjne, som annoncørerne låner fordi de rener med, at du køber noget. Når du tilmelder dig en konkurrence på nettet er det mere reglen end undtagelsen, at du samtidig accepterer at modtage en stak nyhedsbreve – læs: reklamer.

Sukkerglaseret spørgeskema

Du kan også nemt ryge ud i verdens længste spørgeskemaundersøgelse som betaling for overhovedet at deltage. Så kan man jo overveje, hvor gratis man synes, det er. Ofte smugles spørgsmålene ind som medicin på en sukkerknald, blandet ind i mellem de tilmeldingsoplysninger, man skal give.

Gratis konkurrencer – for godt til at være sandt

Nogle gange står der, at du får et gavekort på flere hundrede kroner bare for at melde dig til konkurrencen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke? Og det er det også. Det drejer sig ofte om et gavekort til en forretning, hvor varerne er så dyre, at gavekortets beløb alligevel kun udgør en forsvindende lille del af det beløb, du forventes at købe for.

De lidt for gode præmier

Andre gange er der relativt store præmier på højkant, såsom rejser. Du skal være opmærksom på, hvordan rejserne er beskrevet, om der er betingelser eller ekstraudgifter, du selv skal betale, eller om du kun kan rejse onsdag den 6. januar mellem klokken 14 og 17. Som sagt skal betingelserne fremgå tydeligt, så hvis de ikke gør, bør dine advarselslamper blinke.

Gratis telefon til 1200

Konkurrencer må ikke vildlede. Firmaerne må ikke få dig til at tro, at du får noget gratis, hvis det ikke passer. Her kan du læse om manden, der havde “vundet en mobiltelefon.” I virkeligheden havde han bare ”vundet” muligheden for at købe et mobilabonnement og skulle betale 1200 kroner.

Stereoanlægget der skrumpede

Et eksempel på vildledende markedsføring er en sag om et postordrefirma, som skrev et ”personligt” brev til 170.000 modtagere.

Brevet fortalte, at man var en ud af kun seks personer, der havde vundet et stereoanlæg, som dog viste sig at være en transistorradio, der nok ikke var mere værd end de 59 kroner i porto, man skulle sende. Det var med andre ord løgn, at kun seks personer havde vundet, og firmaet blev idømt en bøde, efter at sagen blev taget op af ombudsmanden.

Vor Fader i forbrugerspørgsmål

Man kan klage til forbrugerombudsmanden, hvis alt andet fejler. Forbrugerombudsmand Henrik Saugmannsgaard Øe holder øje med, at Markedsføringsloven overholdes, blandt andet om god skik overholdes inden for markedsføring. Han lægger sager an både på eget initiativ og på baggrund af klager fra forbrugere.

Som regel bliver der tale om, at et firma kan få en bøde, hvis de har overtrådt loven. Du kan ringe eller skrive til ham, adressen er: Forbrugerstyrelsen, Amagerfælledvej 56, 2300 København S, telefon 32 66 92 84. Email: hsoe@fs.dk

Forbrugerombudsmanden, som er uddannet jurist, arbejder både for forbrugeren og for forretningen, og derfor går han både op i, at forbrugeren skal vejledes, ikke vildledes, og at forretninger skal have lige konkurrencevilkår.

Skriv endelig til mig, hvis du stifter bekendtskab med suspekte konkurrencer eller har et godt råd til, hvad man skal være opmærksom på, når man deltager i konkurrencer på nettet.

Nina Møller

VN:F [1.9.20_1166]
Rating: 8.0/10 (1 vote cast)
Gratis konkurrencer, 8.0 out of 10 based on 1 rating


Kommentarer

Kommentar fra Maria
Dato 23. september 2008 kl. 14:40

Hun hedder altså Lene Espersen. Med P! *S*

VA:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Kommentar fra Maria
Dato 23. september 2008 kl. 14:42

Og Bendt Bendtsen!!!!!

VA:F [1.9.20_1166]
Rating: 0 (from 0 votes)

Skriv en kommentar








+ otte = 13